artikler

Livsvarig livrente - går alle pengene bare tabt, hvis man dør?

Længere levealder, ønsket om tryghed og en fast månedlig ydelse i hele livsfasen som pensionist har medført, at flere vælger livrenten.

Publiceret d. 29. april 2022

Livrente er et komplekst produkt. Nok mest fordi ideen bag livrenten er at smide penge i en form for kollektiv ordning sammen med mange andre mennesker.

Her deler du både risiko og gevinst med de andre. Og vinderne er dem, der lever længe.

Længere levealder, ønsket om tryghed og en fast månedlig ydelse i hele livsfasen som pensionist har medført, at flere vælger livrenten. Så måske er det også det rigtige valg for dig?

Penge så længe du lever

En livsvarig livrente består af en opsparing og en forsikring. Når du har oprettet den, udbetales den, så længe du lever. Når du går på pension og påbegynder en udbetaling, beregnes en årlig udbetaling ud fra gennemsnitlig levealder og prognoser på forrentning. Og alle disse satser er bestemt ud fra finanstilsynet.

Når livrenten starter udbetaling, løber den så længe du lever og tager ikke hensyn til hvor meget du har sparet op. Med andre ord, lever du længere end gennemsnittet, vil du få mere udbetalt, end du har sparet op. Dør du tidligere, stopper udbetalingerne, når din garanti udløber.

Garantien tegner du i forbindelse med, at du går på pension, og løbetiden på garantien bliver beregnet individuelt ud fra, om du alene vil have garanti på din forsikring, eller om du også vil medforsikre din ægtefælle. En medforsikret ægtefælle betyder ligeledes, at udbetalingerne fortsætter til din ægtefælle, når du går bort - og de løber, så længe din ægtefælle lever. Så for dig der ønsker at efterlade en økonomisk sikkerhed til din ægtefælle, kan denne forsikring give rigtig god mening.

Hvad sker der når du går bort?

Der findes rigtig mange myter om livsvarige livrenter, og en af dem er, at pengene er spildt, hvis man dør - det passer ikke helt. I dag har de fleste livrenter en dækning, så hvis du skulle gå bort, inden den starter udbetaling, bliver hele din opsparing udbetalt til dine arvinger, så alle dem du har medforsikret er garanteret økonomisk hjælp.